hcc.dk

SeniorPlus

SeniorPlus

Klubben i klubben

For 15 år siden startede en lille flok ildsjæle SeniorPlus op i Hvidovre Curlingklub. I dag er vi omkring 40 medlemmer.

To gange ugentligt, mandag og onsdag formiddag, indtager vi på 60 år og opefter klublokale og baner, deler hold og dyrker sporten på vores måde.

Alle er velkomne. I SeniorPlus har vi spillere, der har spillet curling i 50 år, men de fleste er faktisk først begyndt i en relativt sen alder. Skulle du ikke have rundet de 60 år endnu, går det nok alligevel.

Udgangspunktet er det sociale samvær, så der hygges både før og efter kampene i klublokalet evt. med en kop kaffe eller en øl/vand.

Curling er ikke umiddelbart en let sport. Heldigvis er der mulighed for personlig træning de fleste mandage hos en tidligere elitespiller, både i opstartsfasen og til senere opfølgning.

Vi hjælper med udstyr i starten, så du behøver blot et par træningsbukser og en varm trøje for at komme i gang.

Som medlem i SeniorPlus har du også mulighed for med et hold at tilmelde dig klubbens turneringer: Klubmesterskabet, Høst Cup og Hvidovre Cup.

Sidste onsdag kl. 10:00 i hver måned spiller vi Høj Hat. Vi danner hold ved lodtrækning og spiller to kampe à fire
ender. Tre point for sejr, to point for uafgjort og et enkelt point for nederlag.

Herudover afholder vi to årlige frokoster, Julefrokosten i december samt Årsafslutningen i marts med kåring af årets Høj Hat mester, se mere her.